Josva Kleist
HJEM
GALLERI
Træsnit
Collografi
Linoleumssnit
Koldnål tørnål
Ætsning
Tegninger
PORTFOLIO
TEMAER
Ravnen og islommen
NYHEDER
OM MIG
UDSTILLINGER
Mit Bornholm
PINNGORTITAQ
KONTAKT
Josva Kleist
HJEM
GALLERI
Træsnit
Collografi
Linoleumssnit
Koldnål tørnål
Ætsning
Tegninger
PORTFOLIO
TEMAER
Ravnen og islommen
NYHEDER
OM MIG
UDSTILLINGER
Mit Bornholm
PINNGORTITAQ
KONTAKT
HJEM
GALLERI
Træsnit
Collografi
Linoleumssnit
Koldnål tørnål
Ætsning
Tegninger
PORTFOLIO
TEMAER
Ravnen og islommen
NYHEDER
OM MIG
UDSTILLINGER
Mit Bornholm
PINNGORTITAQ
KONTAKT

Værkerne

Her kan du læse mere tekst om værkerne:

Trommens sang. Qilaatersorneq.

Arkæologiske fund af rammefragmenter fra de to Saqqaq-bopladser, Qajaa og Qeqertasussuk, betyder at trommens rytmiske slag har genlydt så tidligt som for 4.500 år.

Knud Rasmussen indsamlede på sin store litterære ekspedition tusindvis af artefakter, herunder tegninger, som han bad inuitter om at tegne til sig. Blandt disse og andre tegninger har jeg udvalgt og placeret disse i nye sammenhænge for at skabe mindelser om en fysisk og åndelig verden, som kunne manes frem under trommedans og sang.

Mennesker, dyr, tanker og ånder vandrer og sætter spor. Aftryk i sne og græs anes kort, men fortællingen lever.

Ravnen og islommen. Tulugaq tuullillu.

„Engang i tidernes morgen mødtes ravnen og islommen — det var dengang alle fugle var helt uden farve. Man blev enige om at male hinanden. Med sort mudder malede ravnen islommen, så den fik de smukkeste mønstre, og det var den særdeles tilfreds med. Nu blev det islommens tur til at male ravnen, men da den ikke kunne finde på et mønster, så den op og ned ad sig selv og syntes, at den var såre smuk — sådan skulle ravnen også se ud. Islommen gik i gang, men kom til at slå en klat, hvor der ikke skulle have været nogen. Det blev ravnen såre gal over og i ærgrelse gylpede islommen al sin farve over ravnen, som blev ganske sort. Ravnen var blev nu så vred, at den hakkede islommens hofter itu, og det er derfor at islommen vralter på land.

Se nu ved du, hvorfor ravnen er sort og islommen vralter.”

”Knud Rasmussen, Inuit Fortæller grønlandske sagn og myter” Fortalt af

Nuisartoq (Rosine) fra Igdlukasik.

Nammineersorneq. Selvstændighed.

Serien er opstået som billeder af hverdagssituationer, hvor elementer forsvinder og erstattes af nye bevidstheder og derigennem spejler drømme, håb og ønsker.

I den oprindelige inuitkultur i Grønland spillede sælen en stor rolle som føde, beklædning, husgeråd, transport, … Ved en befolkningskoncentrationen forsvandt fangerkulturens forudsætninger langsomt og erstattedes af en dansk levevis og samfundsopbygning. Allerede for hundrede år siden udtryktes de første ønsker om større medbestemmelse i egne forhold. Ønsket er øget og forstærket gennem hjemmestyre og nu selvstyre, og samtidig er behovet for at bevare egen kultur og identitet vokset.

Ønsket om selvstændighed er der fortsat. Dog stadig bundet af rammer, som gælder for alle folk og nationer i en global verden.

Masker. Kiinarpat.

Tager man maske på, går man over i anden tilstand. Det har man gjort i alle kulturer til alle tider verden over.

Gennem maskers intense billede skildres en kulturs sociokulturelle opfattelse af sig selv, forfædrenes ånder, myter, naturen, lyset og mørket og de overlevelsesvilkår en storslået men barsk natur byder på. De grønlandske masker hører ind under denne store kulturelle sammenhæng og har været et led i de gamle kultiske skikke, som nu er gået tabt.

Da Hans Egede kom til Grønland i 1721 mødte han grønlændere, der i deres religiøse udøvelse anvendte masker.

Mitaartutkulten har rødder i ældgamle kulttraditioner.

Mine masker er gengivelser skabt efter fotos af ældre og nyere masker. Enkelte er egne masker.

”Grønlandske masker. Ib Geertsen. Rhodos.

Strubepløkke. Siiaqqat Kissarqutit.

I det inuittiske område har vi nogle sårpløkke eller strubepløkke, som er nogle lange pinde, der er dekoreret med et hoved. Østgrønlænderne bruger dem på den måde, at de skærer et lille snit på

sælens strube og lader kniven gå ind mellem kød og spæk, således at der laves kanaler ned over brystet på sælen. Så sætter de munden til hullet og puster, indtil den døde sæl er oppustet som en ballon og kan flyde på vandet. Proppen (strubepløkken) sættes i. Strubepløkken skal sørge for, at sælen ikke taber luft. Derfor er pløkken udstyret med inua ved hjælp af det udskårne hoved. Den bliver sat til at vogte på luften, indtil fangeren kommer tilbage, og tager dyret med sig.

I Grønland er den almindelige opfattelse, at når bare man tilbageleverer en enkelt knogle af et dyr, man har fanget, så skal det nok leve op igen og reproducere sig.

Redskaberne skal være så smukke, at dyrene vil ofre både liv og sjæl på at blive fanget af disse redskaber. Dette er den bærende moral i jægerfolkenes redskabsæstetik og kultur. Dyrets sjæl skal tro, at der er et sted på redskabet deres sjæl kan være indtil at de finder en ny krop til deres sjæl.

Jens Rosing.

Ravne. Tulukkat

Da ravne kunne tale.

Der var engang i gamle, gamle dage, en tid, da ravne kunne tale. Men der var det mærkelige ved ravnenes sprog, at ordenen havde omvendt betydning. Når de ville takke, skældte de ud, og således sagde de altid det modsatte af, hvad de mente. Men da de således var fulde af løgn, var der en gammel mand, som tryllede talens gave fra dem, og derfor kan ravnene kun skrige.

Men deres natur beholdt ravnene dog, og de er endnu i dag fulde af nederdrægtighed, løgn og tyvagtighed.

Autdârutâ. Frediriksdal Knud Rasmussen

Islom med qilaat.

Angakokker satte sig i forbindelse med de usynlige magter gennem deres hjælpeånder; de blev derved mellemmænd mellem menneskene og det oversanselige.

En angakok må skaffe sig flere hjælpeånder, der yder forskellige tjenester: én som rådgivende, en anden som hjælper i fare, og atter andre bruges til hævn og ødelæggelse af fjender. Formålet med åndspåkaldelserne er i reglen at skaffe fangst og godt vejr, at helbrede syge, eller at udfinde årsagen til forefaldende ulykker. Angakokken begiver sig på åndeflugt til fjerne steder, månen eller under havet for at undersøge og udrette det, som spørgsmålet drejer sig om.

Her har jeg valgt islommen som hjælpeånd. Dens jagt, dykkeevne og skrig viser stærke kræfter og forbindelser til underverdenen.

Wikipedia: Angakok (Angakkuq, Angatkuq eller Ilisitsok)

  • Previous
  • Next

Josva Kleist

Made with Pixpa
Share
https://www.josvakleistart.dk/udstillinger/tekster-til-pinngortitaq Copied